København, 11. februar 2019 – New Economics Foundation (NEF) har i dag udgivet rapporten Landing the blame, der placerer Danmark på en kedelig fjerdeplads over de EU-lande, der bærer det største ansvar for overfiskeri af Europas havområder [1]. Eksempelvis har Fiskeriminister Eva Kjer Hansen på Danmarks vegne været med til at presse fiskekvoterne for det Nordøstlige Atlanterhav op på hele 19.7% over det niveau, som forskerne ellers har rådgivet hende og hendes kollegaer til, hvis en fremtidig bæredygtig forvaltning af vore europæiske fiskebestande skal sikres. En forpligtelse, som alle EU-medlemslandene ellers skal leve op til i 2020.
NEF’s rapport viser imidlertid, at Danmark næst efter Storbritannien er et af de lande, der er med til at kaste de største forhindringer på vejen mod et bæredygtigt fiskeri i EU i forhold til den samlede tilladte fangstmængde (TAC) over den videnskabelige rådgivning. Under forhandlingerne om kvoterne for 2019 i det Nordøstlige Atlanterhav, sikrede Danmark sig eksempelvis de næststørste TAC-forhøjelser målt i tons sammenlignet med forskernes rådgivning (49,914 tons overskydende TAC).
Overfiskning kan på kort sigt gavne visse industrielle fiskere økonomisk, men dem der betaler prisen er vore fiskebestande, havområder og de samfund, der er afhængige af fiskeri på lang sigt.
“Hvis vi satte en stopper for overfiskning og i stedet lod fiskebestandene genopbygge sig selv, så ville de vokse i omfang, og det ville så igen medføre langt større fangster efter blot få sæsoner”, siger Griffin Carpenter, Seniorforsker ved New Economics Foundation og medforfatter til rapporten Landing the Blame.
“Igennem de seneste fem år har vi analyseret, hvilke EU-medlemslande, der står i vejen for et bæredygtigt fiskeri med flere fisk, større økonomisk overskud på den lange bane og mere jobskabelse, og desværre er Danmark altid placeret i toppen af listen, og det er selvsagt ikke noget at være stolt af,” siger han.
Cathrine Pedersen Schirmer, kampagnekoordinator for havorganisationen Our Fish i Danmark, tilføjer:
“Som en af EU’s største fiskerinationer må Danmark i langt højere grad påtage sig et ansvar og forvalte fiskebestandene bæredygtigt og med henblik på at høste langsigtede økonomiske og miljømæssige fordele til gavn for hele samfundet snarere end til økonomisk gavn for nogle få kvotekonger på den korte bane.”
I 2020 er der deadline for alle EU-lande i forhold til at indfri en række juridiske forpligtelser, bl.a. forpligtelsen i den Fælles Europæiske Fiskeripolitik [2] til at stoppe overfiskning. En anden vigtig deadline er EU’s Havstrategidirektivs [3] frist for at opnå “en god miljøtilstand” i alle EU’s havområder. For at kunne leve op til disse målsætninger skal EU’s havområder være rene, sunde og produktive, og havmiljøet skal udnyttes på bæredygtig vis. En rapport fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) peger dog desværre i retning af en reel risiko for, at målsætningen om genopbygning af fiskebestandene ikke opfyldes i tide [4] .
Det bekymrer Cathrine Pedersen Schirmer, som siger:
“Medmindre fiskeriministrene begynder at træffe langt mere ambitiøse politiske beslutninger i år, bliver næste års vigtige, juridisk forpligtelser ganske enkelt ikke opfyldt, og de må så holdes ansvarlige for at have udskudt nogle meget store økonomiske og miljømæssige fordele ved at sikre sunde fiskebestande til gavn for os alle.”
Kontakt:
Cathrine Pedersen Schirmer, Our Fish, +45 21 97 79 05, Cathrine@our.fish
Griffin Carpenter, New Economics Foundation, +44 75 92 117 776, Griffin.Carpenter@neweconomics.org
Noter:
[1] Rapporten findes her https://neweconomics.org/2019/02/landing-the-blame-overfishing-in-the-north-atlantic-2019. NEF placerer EU-medlemslandene i forhold til den højeste procentdel af deres samlede tilladte fangstmængde (TAC), som overstiger de niveauer, som forskere har rådgivet som værende i overensstemmelse med en bæredygtige forvaltning af de europæiske fiskebestande. NEF placerer også landene i forhold til den samlede tilladte fangstmængde (TAC)- også kaldet fiskekvote, som er fastsat over den videnskabelige anbefaling, dvs., hvor mange tons fisk, der må fanges ud over de niveauer, som eksperterne rådgiver til at være bæredygtige. De samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) eller fiskerimuligheder er kendt som fangstbegrænsninger (angivet i ton eller antal) og gælder for de største, kommercielle fiskebestande. Kommissionen forbereder forslagene, som bygger på videnskabelige oplysninger om fiskebestandenes tilstand, og som kommer fra rådgivende organer såsom Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF). https://ec.europa.eu/fisheries/cfp/fishing_rules/tacs_da
[2] Artikel 2.2. i den Fælles Europæiske Fiskeripolitik, No 1380/2013 https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/ALL/?uri=celex:32013R1380
[3] Havstrategidirektivet 2008/56/EC https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A32008L0056
[4] STECF (2018), “Monitoring the performance of the Common Fisheries Policy” (STECF-Adhoc-18-01) side 12. https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2092142/STECF+18-01+adhoc+-+CFP+Monitoring+2018.pdf