Overfiskning

Catch landed on board EU bottom-trawler, the Ivan Nores, in the Hatton Bank area of the North Atlantic.
© Greenpeace / Kate Davison

Europas fiskere er afhængige af et sundt havmiljø for at kunne drive deres erhverv. Uden fisk, ingen fiskere. For at sikre at vi har fisk i fremtiden, har vi som borgere tilsvarende behov for, at regeringen og myndighederne udnytter deres beføjelser til at fastsætte og håndhæve relevant lovgivning på dette område for at danne grundlag for bæredygtig udnyttelse af marine ressourcer.

I 2005 blev 90% af det europæiske fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav og over 95% i Middelhavet betragtet som uholdbart. Forvaltningen af vores fiskebestande var gået galt, og der blev overfisket uhæmmet. I 2013 gennemgik EU’s fælles fiskeripolitik, som bestemmer forvaltningen af EU’s fiskebestande og fiskerierhvervet, en stor reform. Den blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Ministerrådet, hvor alle EU-landene er repræsenteret, som en direkte bindende forordning, og dens formål var at sikre bæredygtigheden i fiskebestande og fiskeri.

Fire år efter vedtagelsen af de nye regler, ser vi desværre, at EU’s medlemslande ikke har opfyldt deres tilsagn om at sætte en stopper for overfiskning, selv om det vil medføre kæmpe miljømæssige, sociale og økonomiske fordele. EU’s fiskeriministre overholder simpelthen ikke de retsregler, de selv har forpligtet sig til at overholde, da de vedtog reformen af den fælles fiskeripolitik i 2013.

Kvoter og kvotetildeling

Selv om reformen af den fælles fiskeripolitik trådte i kraft i 2014, er EU’s fiskeriministre, helt uforståeligt, stadig ikke holdt op med at tildele uholdbart høje fiskekvoter til deres egne fiskere og dermed ignorere den videnskabelige rådgivning om bæredygtige fangstgrænser. En gang om året mødes fiskeriministrene bag lukkede døre for at drøfte og fastsætte det kommende års fiskekvoter. Det foregår ved studehandler, hvor alle kæmper for at få så mange fisk som muligt til deres eget land, mens de biologiske grænser for, hvad er bæredygtigt ignoreres fuldstændigt. Desuden fordeles hovedparten af fiskekvoterne stadig til de store fiskere, som ofte har større miljøpåvirkninger, mens de små fiskeres skånsomme fiskeri må nøjes med, hvad der bliver tilovers.